Hinduismen

Hinduisme er uden tvivl, er den mest sammensatte og modsigelsesfyldte af verdensreligionerne. Der findes ingen øverste åndelig leder eller en fastslået lære i hinduismen, der snarere er en gruppe af religioner end det er en enkelt religion. Disse religioner har dog så meget fælles at de ofte er meget svære at skille fra hinanden. Derfor har man holdt fast ved den gamle betegnelse hinduisme. Denne benyttes dog ikke af hinduerne selv, der i stedet foretrækker Sanatana Dharma (den evige lære). 

Selv om hinduismen ikke er en religion baseret på en nedskrevet hellig skrift, så har hinduismen alligevel en række bøger, der giver forskrifter for, hvordan man skal handle, etisk rigtigt. Faktisk temmelig mange bøger, og det er igennem berømte historier fra disse, at mange hinduister har deres hovedkilde til viden om den hinduistiske tradition. Historierne er kendt af alle indere eftersom det er meget populært at de opføres som skuespil, ligesom flere af dem er blevet filmatiseret og vist med stor succes i fjernsynet som tv-serier. Et overblik over de mange hellige skrifter i hinduismen fås bedst ved at se på den i kronologisk rækkefølge, hvilket også giver et godt indblik i hvordan religionen har udviklet sig. 

Vedaerne 1500-800 f.v.t.

Vedaerne er de ældste hinduistiske skrifter vi kender til. Heri finder vi samlinger af hymner, der priser forskellige guder og offerhymner, vejledninger i offerets udførsel, offerformler og melodier til de ord, der skal fremsiges ved offeret. Rig-Veda er den ældste og indeholder 1017 hymner fordelt på ti bøger. Disse hymner bruges stadig i templerne i nutidens Indien. De øvrige samlinger kaldes Yaju-Veda Viden om offerformler. Præsten mumler offerformlerne, mens han udfører selve ofringen. Sama-Veda Viden om sangene. Præstens højtidelige sange ledsager tilberedelse og frembærelse af ofret. Atharva-Veda Viden om afværgeformularer, som præsten kan benytte hvis der opstår fejl under ritualet. 

Brahmanaerne 900-700 f.v.t 

Brahmanaerne forklarer og fortolker de offerhandlingerne vi stødte på i vedaerne. 

Upanishaderne 700-400 f.v.t.

Upanishaderne betegner et skift i den religiøse udvikling. I stedet for at der skal foretages konkret ofringer, åbnes op for at  offerritualet i virkeligheden er noget, der skal foregå inde i menneskets eget sind. Mennesket skal lære sin egen sjæl at kende, for at kunne befri den fra den materielle verden. Tanken, om at sjælen er bundet til genfødslernes ring, er på denne tid på vej ind i den indiske religion. Meditation og yoga bliver nu det offer, som mennesket skal lære at udføre. Upanishaderne er de mest brugte af hinduismens hellige skrifter. De blev grundlaget for en række forskellige tolkninger af, hvordan mennesket kan nå frem til frelse. Vores menneskelige handlinger fører os til en vedhængen ved eksistensen, som fører ind i stadig nye genfødsler. Dette kaldes i Upanishaderne for loven om karma.

 

 

Mahabharata 400 f.v.t. – 400

Mahabharata er et af verdenslitteraturens største værker. Igennem 100.000 dobbeltvers berettes om en slægtsfejde. To brødre og deres sønner kæmper om et kongedømme i Nordindien. Den ældste af brødrene, Dhritarashtra, er blind og kan ikke blive konge. Derfor bliver det hans yngre bror, Pandu, som opnår kongemagten. Da Pandu pludselig dør, bemægtiger den blinde Dhritarashtra sig hans land. Da sønnerne efter Pandu anser sig for at være de retmæssige arvinger til kongeriget, udbryder en langvarig kamp mellem disse og Dhritarashtra’s sønner.

De bliver enige om at afgøre sagen ved et terningespil, hvor Pandu’s sønner taber, fordi der spilles falsk. De forvises til skovene af Dhritarashtra-sønnerne – dog med løfte om at få del i kongemagten, når de vender tilbage efter tolv år. Da de tolv år er gået, og Pandu-sønnnerne vender tilbage, snydes de endnu engang, idet deres del i kongedømmet bliver dem nægtet. Pandu-sønnnerne går nu i krig. Her deltager selveste guden Krishna, fordi kampen gælder genoprettelsen af den guddommelige orden (dharma). 

Selve kampen skildres i sjette bog af det store helteepos Mahabharata, den berømte Bhagavad Gita (Herrens Sang). Det antages at Bhagavad Gita har været et selvstændigt værk, som siden er blevet indarbejdet i Mahabharata. Bogen begynder med, at de to hære står opstillet på slagmarken klar til at gå i krig. Men inden kampen begynder, lader Arjuna sin stridsvogn køre ud på pladsen mellem de to hære. Med sig som kusk har Arjuna guden Krishna. Arjuna bliver grebet af fortvivlelse over at skulle kæmpe mod familie og venner. Han kaster buen fra sig og nægter at deltage i kampen. Krishna indleder da en lang belæring, og opfordrer Arjuna til at erkende sin dharma (pligt) her i livet. Til sidst tager Arjuna sin bue og dermed begynder slaget. 

Bhagavad Gita er foruden at være en spændende fortælling også en religions-filosofisk introduktion til, den etik, der begrunder kastesystemet og forestillingen om karma. Arjuna skal kæmpe. Det er Arjunas dharma, hans etiske og religiøse pligt, fordi han er fra ksatriya-kasten, der har som forpligtelse at beskytte samfundet som våbenbærende krigere. Dharma defineres i denne sammenhæng som den orden som hersker i verden, og især det at indleve sig i denne orden og opfylde ens bestemmelse. Gør man dette får man god karma. Da det er ens pligt, som kriger, at slå ihjel, vil ens handlinger være i overensstemmelse med ens pligt og man vil få god karma. Dette tema er gennemgående for hele bogen, der er spundet over modsætningen mellem dem, der lever i overensstemmelse med verdens lovmæssighed og dem, der bryder denne orden, fordi deres handlinger er motiveret af begær i stedet for et ønske om at forsøge at udfylde deres rigtige plads i verden. 

Ramayana 400 – 200 f.v.t.

Værket fortæller i 24.000 vers om kong Ramas liv og død. Det er normalt opdelt i syv bøger. Igen er omdrejningspunktet at fortælle om hvorledes begær og misundelse bringer tingene ud af balance. Det hele starter med at guden Vishnu hjælper kong Dasaratha, som er barnløs, ved at give ham en drik, som han skal give til sine tre koner. Kongen giver sin førstekone mest, og da hun så føder Rama er der mest af Vishnu i ham, frem for i de tre sønner, de andre koner føder. Da brødrene bliver voksne, laver en af Dasarathas andre koner, Kaikeyi, en intrige, der skal fjerne Rama fra tronen, så hendes egen søn Bharata, kan overtage den. Det lykkedes at tvinge kong Rama i et 14årigt eksil sammen med sin kone, Sita. Resten af fortællingen består blandt andet af Ramas kamp mod dæmonkongen, som har bortført Sita til sit palads på øen Lanka. Rama samler sine venner og allierede og tager kampen op mod dæmonkongen for at få Sita tilbage. Efter mange prøvelser lykkes dette. Parret genforenes. Rama bliver konge, og de lever lykkeligt. Gennem denne eventyrlige fortælling får man indsigt i, hvordan det ideelle ægteskab bør være. Rama og Sitas ægteskab står således blandt hinduer som ideal for det etisk gode ægteskab. Men også genopretningen af Ramas kongedømme står som ideal for hinduismens ideelle samfund. Det væsentligste i fortællingen er budskabet om at enhver bør leve i overensstemmelse med sin dharma, hvis alting skal være i balance. Iliaden er bygget over Ramayana.

Manava Dharma Sastra 200 f.v.t. til 200 

Manava Dharma Sastra (Manus Lovbog) er særlig interessant fordi det er her vi finder beskrivelsen af, hvorledes et samfund bør være opdelt i forskellige kaster (varnaer) og en udførlig beskrivelse af de enkelte kasters rettigheder og pligter. Der gives desuden regler for de forskellige underordnede kaste-grupper (jatier). Disse jatier er baseret på erhverv. Der findes således en guldsmede-kaste, en kornhandler-kaste etc. Ud over beskrivelsen af kastesystemet giver Manus Lovbog utallige forskrifter om, hvordan menneskene skal leve og handle etisk rigtigt. Der er regler om, at man ikke må slå ihjel, ikke må volde ondt, ikke må bedrage eller bryde en ed. Der gives regler for, hvem man må gifte sig med, hvem man må spise sammen med, hvem man må komme i berøring med, og hvordan man skal handle på forskellige stadier i livet. Den rigtige handlemåde for det enkelte menneske, afhænger ifølge Manus Lovbog af, hvilken kaste man tilhører, og af hvilket stadie i livet man er på. 

Efter hinduernes tankegang om genfødsler er kastesystemet retfærdigt. Mennesket er selv skyld i sin nuværende kastesituation: Hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk rigtigt, har dette menneske optjent god karma. Mennesket får så i dette liv en god genfødsel i en høj kaste. Omvendt: hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk forkert, har dette menneske optjent dårlig karma. Mennesket får så i dette liv en dårligere genfødsel. Ud fra denne tankegang er kastesystemet ikke uretfærdigt. Det er snarere udtryk for en højere retfærdighed. At leve etisk rigtigt er først og fremmes at opfylde sine kasteforpligtelser. 

Som altid, når vi har med hinduismen at gøre, står denne karma-lære dog ikke alene og uanfægtet. Inden for hinduismens største tradition (Hengivenhedstraditionen), tror man således på en personlig, nådig, frelsende gud. Denne gud kan skænke det enkelte menneske frelsen – forstået som udfrielsen fra genfødslernes kredsløb. Guden skænker frelsen på grund af menneskets hengivenhed over for guden og på trods af menneskets individuelle karma.

Brahminerne Deres etiske pligt er at stå for ofringer, at studere og undervise i den gamle religiøse litteratur, vedaerne, samt at sikre at dharma reglerne overholdes.

Ksatriyaerne Deres  etiske forpligtelse er at beskytte samfundet som våbenbærende krigere. Det er fra denne kaste, at konger og andre herskere traditionelt findes. Ksatriyaerne må under ingen omstændigheder overtage Brahminernes arbejdsopgaver. De skal dog studere vedaerne. Hvis det er nødvendigt, må de til gengæld godt overtage de lavere kasters arbejdsområder.

Vaisyaerne Deres etiske pligt er at ernære sig ved handel, landbrug og kvæghold, samt studere vedaerne. Vaisyaerne må ikke overtage hverken Brahminernes eller Ksatriyaernes arbejdsområder, men til gengæld gerne Sudraernes opgaver.

sudraerne Der er et stort skel mellem de tre første varnaer og Sudraerne, hvis opgave det er at tjene de tre højere kaster. Mens de tre første varnaer  må deltage i de vediske ceremonier, er disse forbudt for Sudraerne, der heller ikke må studere vedaerne. De har altså ikke mulighed for at opnå samme religiøse fortjeneste som mennesker fra de andre varnaer. 

De kasteløse Udenfor kastesystemet finder vi de kasteløse eller “de urørlige“, som de også kaldes, den laveste gruppe i samfundet. De tvinges af det etablerede samfund, til at leve i yderområder, og deres børn går kun sjældent i skole. Kastesystemet blev officielt afskaffet efter Indiens selvstændighed i 1947, men reelt lever det stadig i bedste velgående. De kasteløse, der udgør omkring 25 % af befolkningen i Indien, diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må fx ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd. De kasteløse anses for permanent urene, og undgås helst af de andre, hvorfor de oftest bor sammen i kolonier og også selv undgår andre mennesker for ikke at føre urenhed over på dem. De kasteløse er urørlige. De kasteløse har de mest urene jobs: de begraver lig, sorterer affald, arbejder med dyrehuder, tømmer toiletter, er slagtere og lign.

 

 

Graden af rituel renhed/urenhed

Brahminerne regnes for at være rene af natur. Som sådan kan de hele tiden have relation til guderne både ved tempeltjeneste og ved andre ritualer. De kasteløse regnes for urene af natur. Ikke engang Sudraer og da slet ikke kasteløse må være til stede eller i nærheden af et vedisk ritual. Deres blotte tilstedeværelse ville gøre ritualet urent og dermed ødelægge det. De forskellige kaster har altså en vis grad af renhed og urenhed i deres natur. Udover denne permanente tilstand kan enhver også midlertidigt blive smittet med urenhed.

Den stærkeste kilde til urenhed er kontakt med en død. Alting, som kommer enten ud af eller ind i kroppen, regnes for urent. Det betyder at ting som spyt, afføring, blod, sæd, hår osv. er urent. Kontakt med en menstruerende kvinde eller en kvinde, der lige har født, giver derfor urenhed. Det betyder også, at mad og drikke er potentielle kilder til urenhed. Enhver spisesituation er derfor farlig. Levninger kan ikke spises. Det har stor betydning, hvem man spiser sammen med. Blandt de tre hovedregler for kasterne finder vi da også reglen om, at man kun må spise sammen med folk fra sin egen kaste.  

Graden af den midlertidige urenhed er relativ. En Brahmin bliver ikke lige så uren som en kasteløs ved berøring med fx en død. En Brahmin’s mest urene kropsdel, fødderne, vil derfor altid være renere end andres reneste kropsdel, hovedet. Dette er baggrunden for, at mange Brahminer arbejder som kokke og har restauranter: den mad, de tilbereder, vil altid være ren nok for alle andre at spise. En kasteløs’ mad kan derimod kun spises af kasteløse. Under en urenhedsperiode – fx i forbindelse med et dødsfald i familien – er man underlagt forskellige tabu-regler: der er ting, man ikke må spise, mændene kronrages, man må ikke udføre ritualer m.v. Efter en periode forsvinder den midlertidige urenhed igen. Udover tid hjælper bad og bod også med til at rense den, som midlertidigt er uren. 

LÆS MERE OM KASTESYSTEMET

 

Karma

Ordet karma betyder direkte oversat “arbejde”. I udvidet forstand er betydningen; handlinger og deres reaktioner – eller den universelle lov, som bestemmer alle levende væseners skæbne. Når vi foretager en handling, som skader andre levende væsner, giver det negativ karma. Denne karma realiseres så på et andet tidspunkt i livet (eller i fremtidige liv), hvor vi udsættes for en lignende negativ handling, som vi kan lære af. En god handling fører til et godt resultat i næste inkarnation og en dårlig handling fører til et dårligt resultat osv. Hvem du er i dette liv – din krop, familie, nation, rigdom, etc. er ifølge karmaloven et resultat af dine handlinger fra dine tidligere liv. 

At være født som menneske – og ikke som et dyr, eller laverestående eksistensform – er god karma på den måde, at man som menneske kan forstå – og genvinde – sin guddommelige bevidsthed. Udnytter man ikke den menneskelige forms potentiale, kan man risikere at blive genfødt som en lavere art, da man så anses for stadig at skulle indhente nogle erfaringer herfra. Eftersom man i de lavere arter ikke har nogen mulighed for åndelig udvikling, er det uheldigt at gå tilbage, når man først er nået til den menneskelige livsform. Udfører man imidlertid alle sine handlinger i harmoni med helheden, kan man til sidst opnå frihed fra genfødsel og vende tilbage til den evige åndelige eksistens.

I hinduismen og i buddhismen anses den fysiske eksistens grundlæggende som værende dukkha (lidelse). Målet er at blive frigjort fra samsara, kredsløbet af fødsel og død, ved at “brænde” mest mulig gammel karma af og ved at undgå at skabe ny karma. Nirvana kan oversættes til “”Hvor karmas vind ikke blæser”. 

Den konkrete måde, hvorpå man kan “overvinde” sin karma eller undgå at samle sig karma for at komme ud af genfødslernes kredsløb, varierer. Yoga, er en af vejene til frelse fra reinkarnation. Billedligt udtrykkes det med at brænde sin karma på følgende måde: frø fra fortidig karma kan ikke spire, hvis de er blevet ristet i den guddommelige visdoms ild. Hermed menes, at jo dybere et menneskes selverkendelse er, jo mere påvirker hun/ham hele universet gennem sine subtile åndelige vibrationer, og jo mindre bliver hun/han selv påvirket af fænomenernes foranderlighed (karma). 

I buddhismen og hinduismen er Livets hjul en billedlig fremstilling af genfødslernes kredsløb. Her afbildes kredsløbet af fødsel og død, som en række billeder, der betinger hinanden og som holdes i gang af Mara, Begærets fyrstinde. Også udenfor buddhismen og hinduismen finder vi talrige forskellige udgaver af livets hjul, der afhængig af tradition og oprindelse, eksempelvis benævnes – den hellige cirkel, skæbnehjulet og lærens hjul. Fælles for de mange udgaver er at det er en billedlig fremstilling af menneskets udvikling igennem talrige inkarnationer, men også en model til at forstå vores nuværende livs muligheder og udfordringer. Dette kommer smukt til udtryk i eksempelvis den shamanske udgave af livets hjul, der benævnes Medicinhjulet. Indianerne mener at vi bliver født ind i et sted i Medicinhjulet og fra dette sted henter man sine talenter og forståelse og det vil hele livet igennem, være det sted hvorfra man lettest oplever og fortolker livet.

Livets hjul er således en model, der kan benyttes til at forstå det nuværende liv bedre, forstå os selv bedre, og til at få kontakt med de temaer, vi med fordel kan bearbejde for at opnå større glæde og tilfredshed i livet. Ved at arbejde med eksempelvis Medicinhjulet, får man indsigt i, hvor i hjulet man befinder sig, hvilke områder der bør arbejdes med, og hvilke kræfter der kan benytte for at løse forskellige problemer. Som oftest negligeres dette aspekt af Livets hjul og i stedet lægges fokus på at Livets hjul illustrerer den overordnede genfødselscyklus, den spirituelle udvikling mennesket skal igennem for at nå op på et højere forståelsesniveau – altså forklaringer på hvordan man skal ”brænde” karma af, eller bevæge sig op igennem de forskellige eksistensplan – alt afhængig af hvilken tradition, terminologi og forklaringsmodeller, man tager udgangspunkt i. 

 

 

Dharma

Hvis man betragter karma som det landskab, vi bevæger os igennem, så er dharma den retning, vi må tage og de stier, det er klogt at følge. Dharma er et indisk sanskrit ord , der betyder “den rette vej” eller “den rette færden”. Din dharma er den vej gennem livet, som er den rigtige netop for dig. Det antages at du – og alle andre – før vi lod os føde ind i denne verden, lagde en plan for det liv, som lå forude. Heraf følger, at vi alle er sat ind i tilværelsen med en særlig livsopgave, en vej, som er vores og ingen andens. Beklageligvis antages det endvidere, at denne beslutning flyttes fra vores bevidsthed ned til vores underbevidsthed ved fødslen. 

Ergo aner vi ikke hvad det er som vi besluttede os for før fødslen! Dette er der dog råd for. Når vi virkelig lytter til den indre stemme, til vores inderste drift, da bliver vi tro mod vores dharma. Dette er, hvad livet, ifølge begrebet dharma, handler om – at man finder sin vej og går den. Måden, hvorpå man finder sin dharma, er ved at være helt oprigtig overfor sig selv. Være tro mod sine inderste ønsker. Være sand overfor sig selv. Dharma er, hvad du inderst inde er bestemt til at gøre, og den opnås ved, at du følger din højere natur efter bedste evne. 

Dette kan gøres ved at stille sig selv spørgsmål som: Er jeg tro mod mit inderste ønske? Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtige i mit liv netop nu? Bringer det her mig glæde? Virker det rigtigt for mig? etc. Svarene på disse spørgsmål skal være helt fri for ønsketænkning og forfængelighed. Hvis vi begynder at diskutere med os selv og spørger, hvad andre mon tænker, tror og mener, er vi ikke tro mod os selv. Det er væsentligt, at man finder sin egen dharma. Ikke to menneskers dharma er ens. Derfor kan vi ikke finde vores sande dharma ved at efterligne andre. Ved at lytte til sin dharma kan man træffe de rigtige valg her i livet – finde den rette uddannelse, møde de rigtige mennesker, finde den rigtige livsledsager, sætte de rigtige mål i livet etc. Dharma rummer et smukt og enkelt budskab – vær tro mod dig selv, og det du føler er rigtigt, og du vil blive lykkelig. 

Begrebet dharma refererer i hinduismen både til en lære om frelse og indre frigørelse, og til en lære om menneskets sociale pligter. Sidstnævnte er den dharma der er knyttet til den enkelte person afhængigt af kaste og som danner grundlag for samfundets orden. – dvs.  man skal udfylde sine forpligtelser i forhold til den status, man har i samfundet. 

I buddhismen forbindes dharma med Buddhas lære af samme navn. Buddha giver heri sin erkendelse og sin opfordrende metode til opnåelsen af Nirvana videre. Dharma set som Buddhas lære er altså den metode, han anbefaler som middel til at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb (Samsara). Da Buddhas lære, opfattes som en undervisning i hvordan dette univers fungerer og hvordan menneskets liv heri udspiller sig – ses dharma som en beskrivelse af hvordan alting er og hvordan alting fungerer. Hvilket undertiden udtrykkes som at dharma er den overordnede naturlov, eller at dharma er de faktorer der betinger den fysiske og psykiske sammensætning af alting.

Dharma er ud fra denne anskuelse altså noget på forhånd givet. På samme måde som tyngdekraften er en naturlov, er dharma en naturlov, der styrer vores sind og skæbne. Og på samme måde som vi ikke kan ophæve tyngdekraftsloven, kan vi heller ikke ophæve dharma. I sin yderste konsekvens anskuer nogle buddhister, det som omsonst at søge at ”følge sin dharma”, ud fra tankegangen om, at da dharma er en naturlov, behøver vi ikke at prøve at overholde eller følge vores dharma. Vi har ingen anden mulighed! Hermed dog ikke sagt at buddhismen antager at vi mennesker ikke har nogen fri vilje og blot er marionetter i et storslået marionetteater. Blot at dharma ud fra et buddhistisk synspunkt undertiden anskues som udtryk for den overordnede udvikling vi alle skal igennem, genfødslernes cyklus –  læren om den kosmiske orden.

 

 

Yoga

Et væsentligt aspekt af hinduismen, som vi endnu ikke har berørt er yoga, der har sin oprindelse i denne religion. I vestlig forstand er udøvelse af yoga i stor udstrækning begrænset til kropsøvelser, eller en form for gymnastik, men i sin oprindelse er formålet med yoga er at opnå Samâdhi (den højeste tilstand), som indtræffer når udøveren opnår forbindelse med det åndelige. Yoga betyder at “forbinde” eller ”forene”, og der tænkes her især på at forbinde og fastholde forbindelsen mellem den fysiske krop og de åndelige sider af os selv, så vi bliver hele mennesker.

Yoga er således meget mere end kropsøvelser. Faktisk er de fysiske yoga øvelser, kun ét af otte skridt til at opnå en højere bevidsthed. Yoga omfatter endvidere åndedrætstræning, og selv om det umiddelbart lyder underligt, at vi skal lære at trække vejret, så hjælper disse åndedrætsøvelser både til at kunne slappe mere af, til bedre kropsholdning og til mere energi. Endvidere er det et væsentligt fokus for yoga at skabe ro i sjælen, i tankerne, og der er da også i yoga mange fællestræk med meditation. 

Kan man fokusere og udelukkende praktisere de fysiske aspekter af et begreb, der har sin oprindelse i en religion eller et spirituelt begreb? Yoga har sin oprindelse i hinduismen, men praktiseres i stor stil, af mennesker, der ikke har den fjerneste anelse herom. Man kan naturligvis skære hårdt igennem og sige at får de noget godt ud af yoga  uden at kende til den filosofiske og spirituelle baggrund er det jo fint. Lige så vel som man kan sige at det ikke bør afholde nogle fra at dyrke kampsport at man er uenige i deres religiøse og filosofiske udgangspunkt. Men man bør dog reelt være opmærksom på hvad man gør – altså kende til begrebernes oprindelse, om ikke andet så for derved at være sine egen tilvalg og fravalg bevidst.

Hinduismens mangfoldighed giver sig også udslag i at der findes en del forskellige udformninger og benævnelser for forskellige måder at praktisere yoga på. Grundlæggeren af Asthanga yoga – den yoga skole, der er mest udbredt i Vesten – er en herre ved navn Patanjali. Han skrev for mange år siden en bog “Yoga Sutra”, hvori han beskriver otte trin – også benævnt sutraer – som man skal igennem for at komme fra uvidenhed til sandheden. Patanjali betragtes som yogaens fader. Ikke fordi han opfandt yoga. Men han systematiserede og samlede for første gang den tusindårige viden om yoga på skrift i Yoga Sutra. Patanjali menes at have skrevet bogen omkring år 0. Den består af 195 sutraer (kortfattede udsagn) om yoga, og kan kortfattet siges at være en tekst om hvordan man gennem yoga kultiverer krop, sind og spirituel bevidsthed. Bogen har i yogakredse været udsat for talrige fortolkninger. På samme måde som I Ching er det en bog skrevet i et metaforisk sprog, hvilket muliggør mangfoldige fortolkninger. 

Kernen i bogen er de otte trin. For Patanjali er det kun gennem disse otte principper, at en yogi kan bringe sig i fuldstændig indre balance, frigøre sig fra jordiske bindinger, erkende sin sande natur og ultimativt opnå fuldstændig frigørelse. 

 

 

De otte trin

1. Yama Selvkontrol. Opmærksomhed overfor andres indre og ydre attitude, for at nå en harmonisering af vores samspil med den ydre verden og os selv. Yama indeholder også budskabet om ikke-vold princippet som Gandhi benyttede i sin kamp for frihed.

2. Niyama. Streng opmærksomhed på selvrenselse. Der findes en lang række renselses-processer i yoga. En af de umiddelbart mere farverige er næseskylning. At skylle næsen med saltvand renser ikke kun næsen og forebygger forkølelse. Næseskylning afspænder hele næsehulen og påvirker de omkringliggende områder: øjne, ører, svælg og hjerne – og påvirker derved også din mentale tilstand. Næseskylning bruges især sammen med åndedrætsøvelser for at sikre rene og frie luftveje. En anden er skylning af hele tarm- og fordøjelseskanalen. Tandbørstning medregnes også til disse renselsesprocesser.

3. Asana Træning af fysiske øvelser og stillinger. Der findes omkring 40 klassiske yoga stillinger. De fysiske virkninger omfatter blandt andet: Løsner op for muskelspændinger og -knuder i overspændte muskler. Bedre koordination, balanceevne, øget bevægelighed, smidigere led. De mentale virkninger omfatter blandt andet: Øger flowet i energien – løsner blokeringer for energien. Samlende – giver ro – trækker opmærksomheden indad. De åndelige virkninger omfatter blandt andet: Øger kontakten med ens egen åndelige natur og kontakten med andres åndelighed.

4. Pranayama Åndedrætsøvelser og -opmærksomhed. Der flere grunde til, at det er vigtigt at arbejde med åndedrættet. I vores normale åndedræt mærker vi ikke uregelmæssigheder og ubevidste spændinger. I kroppens muskler og åndedrættets rytme er de oplevelser oplagret, som har sat sig spor i vores ubevidste sind. Ved at arbejde med åndedrættet bliver det lidt efter lidt muligt at løsne disse spændinger. Herved får kroppen via ilten en mere jævn og rigelig energi og herved renses kroppen for blokeringer og hæmninger, som hindrer tankernes og følelsernes frie løb. 

5. Pratyahara Ved at søge tilbagetrækning fra vores sanser, søger Pratyahara at få os til at være fokuseret mod vores indre univers.

6. Dharana Koncentration på et objekt. Her søges at oparbejde evnen til at fokusere på et unikt objekt, fx et stearinlys, et træ m.v. Der findes forskellige koncentrationsteknikker, hvor man først lærer at bringe ro i kroppen og sindet. Derefter samles opmærksomheden om det valgte punkt. Og senere opøves en indre evne til at fastholde tanker og billeder.

7. Dhyana Meditation over de mentale processer, som omgiver et objekt.

8. Samadhi Det højeste mål i yoga. Her opnår man spirituel indsigt og total visdom. Telepatisk identifikation med et objekt. Formålet med yoga var oprindeligt at bringe yogiens verden til opløsning, så hans bevidsthed går over i den store overvirkelighed, kaldet Samadhi.

 

Det subtile system

Oprindelig var yoga kun for de mænd, der er født ind i den højeste kaste og kun for de Brahminer, som er blevet munke. Det bliver de ved symbolsk at gennemgå ligbrændingsritualet, hvorefter de klæder sig i ildens orange farve resten af livet. Dette er tegn på, at de er “udbrændte” og har opgivet al tilknytning. Fremover lever de som munke uden at skabe ny karma. En sådan indviet Swami har imidlertid den karma tilbage, som kommer fra hans handlinger i fortiden og i tidligere inkarnationer. Det er denne “tiloversblevne karma”, som yoga øvelserne skal tjene til at fjerne og hermed frigøre sjælen. Måden hvorpå yoga øvelser gør dette, er ved at ophæve alle yogiens sanseoplevelser. Det sker gennem manipulationer af chakraerne.

Yoga øvelser skal hjælpe yogien med at “stige op” gennem rækken af chakraer, så sanserne ophører én efter én. Når yogiens bevidsthed passerer det femte chakra, forsvinder den sidste af de fem sanser, og når det sjette center er nået, er sindet præget af fuldstændig ro. Nu mangler kun det sidste stykke, som kun kan passeres ved guruens hjælp. Når det syvende og sidste chakra er passeret, indtræffer den totale befrielse. Det, som stiger op igennem rygsøjlen er Kundalini – en latent spirituel energi, der ligger rullet sammen ved korsbenet i bunden af rygsøjlen i det nederste chakra. Kundalini omtales også som livskraften i form af en slange, der ligger og slumrer, og så længe den befinder sig i den tilstand, er mennesket optaget af sit liv i denne verden, især af mad, søvn og sex. Teknikkerne til at vække Kundalini og drive den opad er fælles for langt størstedelen af den yoga, som tilbydes i dag. 

Yoga udøveren søger at ophæve alle sanseoplevelser ved først at standse kroppens naturlige trang til at røre sig ved hjælp af bestemte fastlåste stillinger (Patanjali’s trin 3. Asana). Det er således ikke ligefrem en art gymnastik, som egentlig oprindelig betegner yoga øvelserne. Meningen med dem er netop at fastlåse kroppen, så den ikke kan bevæge sig. Dernæst må yogiens seksualitet bringes til ophør. Via cølibat skal yogien omdanne sin sæd til “åndelig kraft”. Slangekraftens videre opstigning befordres ved, at yogien lukker “kroppens porte”, idet han blokerer sine øjne, ører, næse etc. med hænderne. Så skal åndedrættet bringes ned på det absolutte minimum ved hjælp af åndedrætsøvelser (Patanjali’s trin 4. Pranayama). Nogle yogatraditioner går dog til den modsatte yderlighed og anviser metoder til et overdrevent kraftigt åndedræt. I begge tilfælde opstår der voldsomme forandringer i bevidstheden, idet man opnår en slags eufori – man bliver “høj”. Endelig skal også tankerne bringes til standsning eksempelvis ved hjælp af den konstante gentagelse af et mantra.

Fælles for disse teknikker er, at de øver vold mod kroppen og sindet. Ingen af dem tillader mennesket at fungere på naturens egne præmisser. Formålet er som nævnt at bringe yogiens verden til opløsning, så hans bevidsthed overgår til den store overvirkelighed, kaldet Samadhi eller Nirvana, som i grunden er en raffineret form for bevidstløshed, forbundet med en stærk følelse af vellyst. Dette rejser jo et interessant spørgsmål – eller modsætning om man vil. Hvor den oprindelige yoga således er et system til undertvingelse af krop og sind, bliver den nu til dags skildret som en metode til større sundhed og livskvalitet. Yogaens oprindelige mål og midler spores også i de moderne lærebøger. Der er en uløselig indre modsigelse mellem yogaens oprindelige væsen og den måde, hvorpå yoga praktiseres i dag.

Man kan sige, at man søger at bruge et system til livets standsning til at forbedre tilværelsen! For nærmere at forstå baggrunden for denne – for en vesterlænding – umiddelbart uforståelige logik, skal vi igen kigge nærmere på forskellen mellem østlig og vestlig tænkning. Det er umiddelbart forståeligt, at der sker en udvikling, efterhånden som vi lukker af for vores normale sanser. Vi mennesker danner vores følelser, meninger etc. ud fra vores normale sanser. Efterhånden som disse bliver lukket af, bliver vi tvunget til at skærpe vores andre tiloversblevne sanser – for til sidst kun at have den mulighed tilbage: at søge svarene i det åndelige. 

Et eksempel kan klargøre logikken: Når man går ind i et rum, danner man sig en mening om rummet ud fra sine sanser – hvordan er lugtene, hvordan er lydende etc.? Hvis rummet ligger ud mod en stærk befærdet vej, ville du synes, det var et uroligt rum, som ikke gav mig megen ro. Og ligeledes, hvis der var ubehagelige lugte, ville du ikke føle dig godt tilpas. Men hvis du nu tvang dig selv til at udelukke disse sanser, og dine følelser, oplevelser og meninger blev dannet ud fra de tiloversblevne sanser, ville du ændre opfattelse, og dine beslutninger ville i langt højere grad være influeret af dine andre sanser – fx synssansen – og der igennem blive påvirket af, om der er en god udsigt fra rummet, et godt lysindfald og så videre. Efterhånden som man prøver at tvinge sine normale måder at danne meninger på til ophør, må man i sagens natur søge efter noget andet at danne sig sine meninger og sine følelser ud fra.

 

 

Hinduismens historie

Hinduismen er den ældste og 3. største af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det 2. årtusinde f.v.t., og den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner. Hinduer selv bruger ikke betegnelsen “hinduisme”, men taler om “den evige verdensorden”, Sanatana – dharma. Hinduismen er ikke missionerende og hindu bliver man, i streng forstand, kun ved at fødes ind i en hindukaste.

Flertallet af verdens ca. 730 mill. hinduer lever i Indien, men hinduismen har flere gange i historiens løb spredt sig til lande uden for Indien. Hinduer udgør relativt store befolkningsgrupper bl.a. i Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka og Mauritius, og på Bali og Fiji vidner de om den tidligere hinduistiske ekspansion, der betød at hinduistiske forestillinger og institutioner satte et varigt præg på mange lande, ikke mindst i Sydøstasien. Nepal er dog verdens eneste hinduistiske stat. Også uden for Asien finder vi hinduer og hinduisme, bl.a. i Sydamerika og Sydafrika.

Hinduismen rummer en religiøs litteratur af et enormt omfang. Teoretisk betragter alle hinduer Veda-skrifterne som det fælles grundlag. Hinduismen har imidlertid ingen fastlagt dogmatik, ingen autoritet i religiøse spørgsmål som alle lytter til og ingen fælles regler for kult. De ca. 700 millioner hinduer i Indien i dag hører til forskellige retninger eller sekter med egne traditioner, lærer og kult. Hinduismen er polyteistisk (tro på flere guder). Samtidig finder vi tydeligt monoteistiske (en gud) tendenser, hvor guderne ses som forskellige fremtrædelsesformer for den højeste virkelighed.

På trods af en vældig variation i religiøse udtryksformer kan man alligevel pege på enkelte træk som typiske for hinduismen. Det gammelindiske samfund havde en klasseinddeling, som blev rendyrket gennem historien. Kastesystemet med alle dets lokale varianter er hierarkisk (præget af over- og underordning) i sin opbygning og forudsætter klare regler for social kontakt mellem kasterne. De vigtigste er reglerne for ægteskabsindgåelse og spiseregler. Oprindeligt havde hver kaste også sit traditionsbestemte erhverv, og systemet forudsætter en arbejdsdeling mellem kasterne.

 

 

 

 

Meenakshi templet

I storbyen Madurai i Indien ligger det hinduistiske Meenakshi tempel, der dækker et område på intet mindre end seks hektarer. Templet dominerer totalt bybilledet med sine fire 46 meter høje porttårne. De er udsmykket med et mylder af farvestrålende mytologiske figurer, der næsten får tårnene til at ligne levende væsner.

Meenakshi templet, der er opført i perioden mellem det 13. og det 16. århundred, er en by i sig selv, en labyrint af haller, basarer og bedesteder. Fra gammel tid er hinduer draget til Madurai, for at varetage kontakten med det guddommelige, få stillet et horoskop eller læst i håndens linjer eller for at konsultere en traditionel indisk læge. Den ayurvediske medicin bygger på traditioner, som går langt mere end to tusind år tilbage og er et af de ældste medicinske systemer i verden.

Meenakshi templet er et besøg værd alene på grund af de rigt udsmykkede fire portsøjler, men bevæger du dig indenfor, må du ikke gå glip af den enorme hall, der benævnes de tusinde søjlers hall. Ganske vist er der “kun” 985, men de er alle sammen vidunderligt udskårne. I det hele taget er templet, som nævnt, et større kompleks med en labyrint af korridorer, haller, basarer, bedesteder og hinduer, der tilbyder at læse din skæbne i hånden eller sælge dig lidt indisk vidundermedicin. Templet er også udgangspunkt for en lang række ceremonier og fester af forskellige art.

 

1. Meenakshi Shrine
2. Sundareshvara Temple
3. Golden Lotus Tank
4. Kalyana Mandap
5. Airakkal Mandap
6. Viravassantaraya
7. Pudu Mandap
8. Indgang